søndag den 29. maj 2011

Barba rød, barba blå, barba lilla...


Lille Alexander skal barnevelsignes i dag og det kræver jo en hulens masse Barbapapa'er! 
Figurerne er lavet af fondant og de mange små blomster jeg lavede (uden udstikker!) forleden dag var til pigernes blomsterkranse.
Kagerne er chokoladekage med et lag hvid tobleronecreme og et lag appelsinmousse og der er nok til 20 personer.
Jeg er synes selv at den er blevet  fin så nu får I lige en omgang billedspam!





Og så gad jeg da egentlig godt bo i Barbapapas hus. Det er jo alt for hyggeligt!

Nyd det sidste af weekenden.
Edith.

fredag den 27. maj 2011

torsdag den 26. maj 2011

Had eller kærlighed?

Jeg elsker at lege med kage, MEN jeg bander meget i løbet af processen! Ofte skyldes det at jeg kaster mig ud i nogle projekter som jeg egentlig ikke helt ved hvordan jeg skal løse. Som regel finder jeg en løsning, men det kræver altså lidt eder undervejs. Eksempelvis som når man skal lave en million bitte små blomster og man ikke har en udstikker til det. Så må man jo improvisere men det kan tage laaang tid. Bare se her:


De her små sjovere er lavet ved at rulle fondant ud, trykke cirkler ud med enden af et sugerør. Derefter har jeg lavet små hakker rundt så det ligner at blomster har blade og til sidst har jeg trillet en lille kugle til midten.




Det har taget mig nogle timer, men det skøre er at de faktisk bare er en lille bitte detalje på kagen! I kan se resultatet på søndag :-)
Nu lyder det som det rene brok, men jeg elsker det jo. Og så synes jeg også det er fedt at lave tingene selv i stedet for at skulle købe forme eller udstikkere til det hele! (Man er vel på SU ;-)

onsdag den 25. maj 2011

Vind en sommerbuffet for 10 personer!



Min dejlige veninde Christina er så modig at hun er sprunget ud som selvstændig med et lækkert firma Kiks & Kompot, som leverer fantastisk mad! For at lancere firmaet har de søsat en konkurrence hvor en heldig vinder kan holde en dejlig sommermiddag for 9 gode venner! Kig ind til Christinas blog Smagsmager og se hvordan du vinder!

PS. Det er nok mest for folk på Sjælland, men vi andre kan jo håbe på en 2. præmie som er nogle af deres hotte kompotter!

lørdag den 21. maj 2011

Har I set?

Jeanette fra Lutter Idyl vandt jo min giveaway i starten af måneden og i sidste weekend fik hun samlet den til sønnens barnedåb. Jeg synes hun har samlet den helt perfekt og jeg er sååå glad for at fuglen overlevede transporten med Post Danmark. Jeg har lånt et af hendes billeder her:


Og I kan se flere billeder af den HER.
For øvrigt er det da en herlig ide med barnedåb på en kanalrundfart!

God weekend!

fredag den 13. maj 2011

Hov!


Min fødselsdag forsvandt! Eller bloggens fødselsdag var det jo! (Skrev et indlæg i aftes som blogger har mistet/slettet). Ville ellers lige have fejret at bloggen fyldte 2 måneder i går, og at der allerede var 90 (nu 91!) skønne faste læsere og over 6000 besøg. Det er altså dejligt. Så tak for det!

Og så vil jeg gerne lige sende lidt respekt ud til de mange madbloggere som virkelig forstår at anrette en lækker tallerken! Det er jo faktisk svært. Alligevel vil jeg dog vise jer hvor heldig man er når man er blevet en del af en fillipinsk familie. Se lige hvad svigermor kom med forleden:


Mmm.. Ris med menudo, som er en slags gryderet med kartofler, bacon, peber og løg. Det lyder meget simpelt, men det er umuligt at få den samme smag frem i det, når man ikke har fillipinsk blod i årene! Dertil er der kalvekød adobo-style! Øj det er godt! Det er kalvekød som er marineret og stegt i soya, eddike, laurbærblade og andet godt. Jeg kan desværre ikke give jer opskriften for svigermor vil ikke rigtig afsløre dem!

God weekend.

onsdag den 11. maj 2011

Tænder+kaffe=påfugl

Ja ja jeg var også sproglig student.... Ikke desto mindre så passer ligningen herhjemme i disse dage. Min dreng er ved at få tænder og selvom det jo nok er mest synd for ham, så har jeg også lidt ondt af hans mor. Hun får nemlig ingen søvn og må fordoble det i forvejen høje daglige kaffeindtag. I det mindste har det dog betydet at jeg måtte blive hjemme de sidste par dage og jeg er derfor endelig blevet færdig med påfuglen til giveawayen. Her er hvad jeg sendte til Jeanette i dag:


Jeg kunne ikke opdrive bobleplast, så nu håber jeg bare at den alternative indpakning er nok til at få fuglen frem i god behold. 102 fjer!! Jeg sigtede efter 100 sådan på gefühl og sørme om ikke jeg ramte 102! Det er da meget godt klaret ik?
Jeg har også taget billeder undervejs, så der kommer snart en DIY på sjoveren og så skal jeg ALDRIG mere lave påfugle igen! De er søde men for pokker hvor har de dog mange fjer!

God onsdag.

fredag den 6. maj 2011

Meningen med livet!

Ja intet mindre! Her fredag eftermiddag vil jeg give jer meningen med livet! Så meget holder jeg af mine læsere ;-)


Her kommer opskriften på en virkelig lækker kage og det er især cremen hertil som simpelthen må være meningen med livet! Opskriften stammer fra det lækre madmagasin Mad&Venner.

CHOKOLADELAGKAGE MED CHOKOLADEGLASUR

Ingredienser t. kagen:

2,5 dl vand
125 g. smør
50 g. kakao
300 g. mel
1 tsk. bagepulver
450 g. flormelis
2 æg
1,25 dl sødmælk
kornene af 1 vanillestang

Ingredienser t. chokoladeglasuren:
400 g. flødeost naturel
200 g. blødt smør
10-11 dl. flormelis
100 g. kakao
1 knivspids fint salt

Kagen:
Vand, smør og kakao varmes op i en gryde indtil smøret er smeltet. Mel, flormelis og bagepulver sigtes og blandes i en anden skål. Tilsæt den varme kakaoblanding og rør. Pisk æg, mælk og vanillekorn sammen og rør det i dejen. Rør til det bliver en ensartet masse.
Dejen hældes i to smurte springforme og bages ved 170 grader indtil de er færdige (ca. 40 minutter)

Chokoladeglasur:
Pisk først flødeost og smør grundigt sammen. Pisk derefter resten af ingredienserne i.

Når kagen er helt afkølet skæres de to bunde igennem så du har fire. Chokoladecremen smøres på lagene og kagen samles.
Mad&Venner foreslår at man drysser med usaltede pistacienødder, men det er jeg ikke så tosset med. I stedet smurte jeg en lidt bitter appelsinmarmelade på bundene inden chokoladeglasuren kom på. Mmm... får helt lyst til at bage den igen!

Prøv den, prøv den, prøv den!

PS. Kagen på billedet er smurt op med Ultimate Chocolate Frosting, da chokoladeglasuren fra kagen ikke stivner nok til at jeg ville bruge den til opsmøringen.

Edith.

onsdag den 4. maj 2011

Kokeshi



Kokeshi er en japansk dukke i træ. Jeg synes at de er super flotte og måtte derfor forsøge mig i kage når det nu alligevel var min tur til at tage onsdagskage med på praktikken.
Jeg fik begyndt for sent, så jeg måtte stresse lidt igennem det, hvilket godt kan ses med nogle småfejl - men blomster og fletninger kan skjule det meste ;-)

I kan se lidt af processen her:

Når kagerne er samlet skal de skæres til:




Jeg fik skåret en kæmpe bunke fra, men det går jo ikke til spilde. Det ryger i fryseren og bliver til romkugler en anden dag :-)
Når de er skåret sådan nogenlunde i facon, så skal de smøres op:


Og en idé over projektet  


Her er hovedet under konstruktion. Jeg har ikke noget fancy kage-drejefad til at arbejde på, så jeg brugte lige en vase (på hovedet). Så kom kagen op i højden, så jeg bedre kunne se den og dreje rundt på den.


Hoved og krop venter spændt på at blive samlet. Og ja der kom nogle huller i fondanten på kroppen. Jeg har aldrig før prøvet at betrække en så høj og rund kage før og det kræver åbenbart lidt øvelse.




Der var alt alt alt for meget kage på trods af at vi vist var over 20 personer til at spise hende, men så betyder det jo bare at der også er torsdagskage i denne uge.

Jeg havde ikke lige overvejet hvordan jeg skulle få den fragtet ned på uni for vi har jo ingen bil! Så jeg sprang i kælderen efter en flyttekasse som hun kunne komme i og så op på cyklen!! Men heldigvis løb jeg ind i en af vores meget søde naboer, som gerne ville køre mig og Kokeshi. Pyhh tror ikke den havde overlevet en cykeltur - hvorfor jeg også tog billeder INDEN jeg tog afsted ;-)

Den smagte virkelig virkelig lækkert og jeg vil rigtig gerne dele opskriften med jer, men den stammer fra Mad & Venner så jeg ved ikke hvordan ophavsreglerne er? Må man godt dele sådan noget på en blog?

mandag den 2. maj 2011

Jeg er da også en vinder!

Det var skønt at trække en glad vinder i min giveaway i går, men i dag er jeg da også en vinder! Min påfugl cupcake blev sørme ugens vinder i Miss Cupcake konkurrencen!! Så jeg har vundet dette fine sæt:


En Sex and the City DVD boks og et forklæde. Det bedste af det hele er jo nok at der så også er en chance for at vinde konkurrencen sådan rigtigt. Altså hovedpræmien! Uhh det kunne være virkelig fabelagtigt. Men indtil videre vil jeg hygge mig med Carrie & Co. Har faktisk aldrig rigtig set Sex and the City. Jeg ser så sjældent TV og kan slet ikke lige holde styr på hvornår et program eller en serie kommer. Jo der er én serie som jeg har set samtlige afsnit af og det er LOST, men det var også kærestens skyld fordi han købte alle afsnit og så blev jeg smittet med Lost-feberen! Pokkers god underholdning!

Men nu er min påfuglemani også ved at være overstået, så I slipper snart for at høre mere til de fugle ;-) Jo mindre selvfølgelig fuglen vinder! Så danser jeg en rigtig påfugledans!

Jeg har for øvrigt lavet kiksede kage-eksperimenter i køkkenet! Det blev blev blåt og endte overalt! Billederne kommer en af dagene når forsøget lige lykkes for mig ;-)

Kram og god mandag fra en glad Edith. 

søndag den 1. maj 2011

Vinderen er...

Så blev det dagen for giveaway lodtrækningen. Der var 54 kommentarer og i alt 139 lodder. Planen var egentlig at skrive alle navnene ned på papir og så få min søn til at trække lod, men efter Annas erfaringer i går, så valgte jeg at bruge den digitale løsning i stedet ;-)


Alle navnene blev copy pasted ind i excell det antal gange som den enkelte havde lodder. Så var alle numereret og så var det jo bare om at smide det ind i random.org

Og spændingen stiger...


Det blev nr. 139 og altså den sidste person som liiige akkurat nåede at tilmelde sig, nemlig Jeanette / Lutter Idyl! 

Stort tillykke Jeanette! Hvis du vil skrive en mail til mig på edith_dk@hotmail.com med din adresse, så skal jeg nok få fuglen sendt afsted, så du har den inden jeres barnedåb.

Tak fordi I ville lege med!