mandag den 19. august 2013

Cremet lakrids-hindbær kage



Jeg har da helt glemt at dele en lækker opskrift!

I juli var vi til bryllup i Norge, da kærestens søster skulle giftes. Jeg var så heldig at få lov til at bage kagen og denne gang skulle det ikke være fondant kreationer, men bare en ren smagsoplevelse.
Efter en del forsøg endte jeg op med en opskrift på en lækker cremet kage med en sprød bund dækket af et tyndt lag hvid chokolade med frysetørrede hindbær, en mousse med lakrids, lime og flødeost og til sidst toppet af med hindbærgele.

Lakrids-hindbær drøm:

Bund:

125 g hvedemel
75 g marcipan
1 spsk flormelis
100 g smør
1 æggeblomme

Chokolag:
150 g hvid chokolade
1 spsk frysetørrede hindbær

Mousse:

3 blade husblas
4 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk lakrids
140 g sukker
saft af 3 limefrugter
200 g flødeost
2 dl piskefløde

Gele:

hindbær 300 g
2 dl. vand
Sukker
3 blade husblas




Fremgangsmåde:

Bund:
Riv marcipan og bland det med hvedemel og flormelis. Dereftes smuldres blødt smør i og til sidst samles dejen med æggeblommen.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Jeg bagte den flat på en bageplade og skar den derefter ud så den passede præcis til min form. Husk bare at skær den ud imens den stadig er varm for ellers bliver den lidt hårdt og svær at skære pænt ud.
Bag ved 200 grader i ca. 15 minutter. Den skal kun blive gylden. Skær ud og lad køle.

Læg bunden i en form som er foret med konditor plastik / husholdningsfilm / opsprættet frysepose, således at fyldet ikke hænger fast på formen når den fjernes. Se evt. billedet ovenover.

Chokolag:
Temperer den hvide chokolade og tilsæt frysetørrede hindbær.
Smør blandingen ud over den afkølede bund og lad det størkne i køleskabet.

Lakridsmousse:
Husblas sættes i blød i 5-10 minutter i rigeligt koldt vand.

Sukker, æggeblommer og lakridspulver piskes til det er lækkert og luftigt (Ca. 8 minutter afhængigt af din maskine).
Pisk flødeosten i massen.
Limefrugterne presses og saften varmes op til kogepunktet i en gryde.
Tag gryden af varmen og tilsæt husblas - lad det køle lidt af.
Hæld derefter blandingen ned i æggemassen i en tynd stråle imens der piskes.
Fløden piskes til let skum (i en anden skål) og vendes derefter sammen med ægge/oste-massen.
Hæld massen over det stivnede chokoladelag på kagen og stil på køl i nogle timer til det er stift.

Hindbær gele:
Imens koger du hindbær (gerne den frosne slags) med vand og sukker. Jeg målte ikke sukkermængden op. Den afhænger af syrligheden af hindbærene og din individuelle smag. Smag på det. Det skal være syrligt, men ikke så surt at din mund trækker sig forskrækket sammen!
Når bærene er kogt godt ud (10-15 min.) så sier du bærene fra, så du kun har saften. Du skal bruge 2 dl. saft.
Husblas udblødes i koldt vand i 5 min. og røres derefter ud i saften. Lad det køle af på køkkenbordet så det kun er stuetemperatur. Hvis du sætter det i køleskabet risikerer du at det stivner.

Når saften er afkølet og moussen er stivnet på kagen, så hæld saften over moussen er sæt forsigtigt kagen i køleskabet nogle timer - gerne natten over.

Tag forsigtigt kagen ud af formen og pil plastikken af. Skær kanterne pæne med din største og skarpeste kniv. Tør den af efter hvert snit så bliver det pænest. 





Kagerne blev pyntet med de fineste spiselige fuchsiaer fra svigermors have.


Det er ikke lige en kage man klasker sammen på 5 minutter, men jeg synes helt klart at den er umagen værd.
Jeg har selv sammensat den, men har fundet indspiration i "Kager, Desserter & Konfekt med hjertet" fra Odense Marcipan og især hos Mad Med Meninger.


6 kommentarer:

  1. Den ser virkelig lækker ud (og virkelig blæret) den kage. Imponerende stykke arbejde.

    SvarSlet
  2. Åh, det må jeg afprøve - tør dog næsten ikke kaste mig ud i det! Og nu skriver du godt nok, at det "bare" skulle være ren smagsoplevelse - men jeg synes godt nok, de er smukke.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih ja prøv den! :-) Jeg synes også at kagen er flot på en dejlig simpel måde. Fuchsiaerne hjalp nu også ;-)

      Slet
  3. Kæft, hvor er den pæn!!

    - Kit

    SvarSlet
  4. Hej.
    Jeg synes kagen ser utrolig lækker ud og nu er tiden kommet hvor den skal laves:-)
    Hvor mange personer rækker den til?
    Hilsen Gunhild

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.